Katastrofen i Burma, obs danska
Myanmar: Katastrofe og håb
Aktuel kommentar ved Asger Lorentsen d. 11. maj 2008
En stor naturkatastrofe, som den der lige har ramt Burma - Myanmar - med op til 100.000 omkomne kan rejse flere spørgsmål af spirituel karakter:
Er en sådan naturkatastrofe bestemt for det ramte land ?
Hvis vi stiller ind på Jorden som en levende organisme kan der komme det måske lidt forbavsende svar, at det meste af det, der sker i form af jordskælv og andre naturkatastrofer, som hører der overordnede vejr til, sker som følge af naturlige bevægelser i jordskorpe og vejrsystemer. Men det karmiske råd for menneskeheden samt store naturdevaer kan regulere på disse naturlige bevægelser, hvis der er ganske særlige hensyn at tage. En konklusion vedr. Burma-cyklonen er iflg. denne overordnede forståelse, at cyklonen næppe blev styret ind i Burma som følge af en speciel karma, men omvendt blev der ikke gjort noget for at hindre denne cyklon eller for at dreje den nord eller syd for det lavtliggende område af landet, hvor en flodbølge på om til 4 meters højde kunne gøre mest skade. Så det er blevet vurderet fra en højere styrelse, at det ikke er en speciel beskyttelse over landet, der berettiger til at hindre cyklonens naturlige forløb.
Hvad kan meningen være for Myanmars befolkning ?
På spørgsmålet om, hvorfor cyklonens gang ikke blev drejet bort fra de sårbare områder af Burma, kan vi overveje 2 svar:
- 1. Der sker mange større naturkatastrofer i denne tid, som tillades fordi de er med til at vække en internationalisme og et fællesskab mellem nationer og mennesker. Denne vækkelse går begge veje: Burmas befolkning kommer til at opdage mere af den menneskehed uden for landet, som grænserne ellers er lukket for pga. militærstyret. Og vi andre udenfor landet bliver endnu mere opmærksomme på at landet eksisterer og at befolkningen lider. Solidariteten mellem alle mennesker vokser. Og det er især relativt lukkede områder som Kasmir, Afganistan, Indonesiske provinser og lande Afrika, der åbnes for verdensoffentligheden på den måde i disse årtier.
- 2. Når en kollektiv lidelse rammer en befolkning, der endnu er langt fra at være "opgraderet" til det 21. århundredes individualisme og internationalisme, er denne lidelse med til at intensivere udviklingen og derved forkorte tiden for den tidligere æras gruppefællesskab, kollektive religiøsitet, familieprægede livsværdier og konservative verdensbillede til en ny epokes individualisme, spirituelle religiøsitet, nationale eller globale livsværdier og dynamiske verdensbillede.
Hvad kan meningen være for landets udvikling ?
I det specielle tilfælde med Burma/ Myanmar er der en særlig betydning for landet netop nu, hvor militærstyret er "rystet" pga. sidste års voldsomme demonstrationer og verdensoffentlighedens fokusering på, at nu må en af de sidste undertrykkende regimer snart falde. Militærstyret søger at hindre eller kontrollere mange af de internationale hjælpeaktioner så meget, at det snart står klart at dette styre har forværret og måske mangedoblet katastrofens omfang m.h.t. dødsofre, sygdomme og genopbygning. Dette vil rejse
- 1. en endnu voldsommere modstand mod regimet, som denne gang også er båret af smerten og harmen i den jævne landbefolkning, hvor det før især var munkene og de uddannede bybefolkninger der protesterede. Regimet får ingen venner tilbage i landet og ingen passiv støtte.
- 2. en international harme over et selvisk regimes mulighed for at undertrykke egen befolkning. Dette vil - sammen med Daffur-katastrofen - være med til - med tiden - at give FN større muligheder for at gribe ind over for undertrykkelser inden for egne grænser.
- 3. en selverkendelse inden for den mest etiske del af selve det militære kompleks i Myanmar. De mest etiske i den militære ledelse vil spørge sig selv: Hvor er vor legitimitet, når vi lader befolkningen i stikken eller ikke yder den beskyttelse mod kollektiv lidelse, som med rette bør forventes af os ? Måske er denne del af den militære ledelse ikke stor, men den vil uden tvivl vokse i disse uge og med tiden vil den føre til at militæret opgiver at have eneret på magten. Dette er set før: Når jeg-billedet af at være etiske og af at repræsentere og forsvare befolkningen krakelerer, kan et autoritært styre opgives forbavsende hurtigt. Hurtigst skete det i Argentina, hvor nederlaget i Falklands-krigen midt i 1980-erne på få uger førte til et uventet kollaps af militærdiktaturet.
Hvordan kan vi hjælpe ?
- Internationalismens ånd der holdes ved lige.
- Medfølelsens hjerte der holdes åbent.
En indre bekræftelse af at vi alle har del i Burmas lidelse: Ligesom John F Kennedy sagde: "Ich bin ein Berliner", kan vi finde det i os, der siger f.eks.: "Jeg er tibetaner/ burmeser. I mit indre rejser jeg frihedens flamme"