Tibet - selvopofrelsens folk

I denne tid bliver vi alle mindet om det tibetanske folks lidelser under et undertrykkende kinesisk regime: Demonstrationer og afbrændinger i hovedstaden Lahsa førte til massearrestationer og undertrykkelse af en karakter, som kun kendes fra diktaturstater, og tibetanske bevægelsers succes med at genere den olympiske flammes vej til Beijing har gjort alle massemedier i de vestlige lande opmærksomme på Tibet. Hvad er da den politiske og hvad er den spirituelle dimension i denne konflikt?

Tibets og Kinas fælles fortid og nutid
Set gennem den kinesiske regerings briller er Tibet en gammel provins under det kinesiske kejserrige, som blot i rigets sidste svaghedsperiode lykkedes at tilrane sig for stor en selvstændighed. Provinsen blev da kaldt tilbage til sin rette status som provins kort tid efter kommunismens magtovertagelse i 1949. Set fra den tibetanske eksilregerings og det tibetanske folks side er Tibet et ældgammelt gudekongedømme, der blot i perioder har været tvunget til at være under Kina som led i stærke kejseres imperialisme. Invasionen for et halvt århundrede siden var i dette perspektiv en regulær erobring, hvor en stormagt besætter et lille naboland.
Da det tibetanske folks nationale og religiøse overhoved Dalai Lama flygtede fra Tibet i 1959 skete det for at markere, at samarbejde med de nye magthavere ikke synes mulig, og for at få støtte i udlandet til at genoprette Tibets selvstændighed. Problemstillingen er imidlertid, at Tibet ikke længere har et flertal af tibetanere inden for sine grænser. Siden besættelsen af landet har det kinesiske styre ikke bare massivt undertrykt den tibetanske kultur og religion, men også forflyttet (tvangsforflyttet?) flere millioner af kinesere til at bo i Tibet. Det betyder, at hvis der i dag skulle holdes en fri og demokratisk folkeafstemning om Tibets tilhørsforhold, ville over 50 % af befolkningen antageligt stemme for, at Tibet skal være en del af det kinesiske rige!

Hvordan er mulighederne for frihed i vor tid ?
Vi ser stadigt bannere om befri Tibet og om tibetansk selvstændighed, men alene pga. ændringen i befolkningens sammensætning kan Tibet ikke forventes at genopstå som en selvstændig stat! Dalai Lama ved det. Derfor taler han ikke længere om Tibets selvstændighed, men om det tibetanske folks frihed til - uden undertrykkelse - at vælge egen kultur og religion og om eksiltibetanernes ret til at vende tilbage og nyde denne frihed. Hvad er mulighederne for at Dalai Lamas mere beskedne ønsker opfyldes ?
De er ikke store i hans egen levetid, for Kina har sit eget værdisæt, og landets ledelse demonstrerer igen og igen, at det ser sig selv som den potentielt mægtigste magt blandt alle nationer. Med sit enorme indbyggertal og sit økonomiske potentiale er landet kun lige begyndt med den form for nyimperialisme, som har præget USA efter Den Anden Verdenskrig. Det var denne magtens arrogance, som gav den økonomiske, militære og politiske elite i USA en selvbestaltet ret til at dominere verdensscenen økonomisk, militært og politisk. Denne form for nyimperialisme var udelukkende baseret på nationale og sikkerhedspolitiske strategier, selv om disse kunne underminere lokale demokratier og økonomier. Og den kinesiske ledelse kan ikke se, hvorfor Kina skulle holde sig tilbage for at udøve samme "ret" til magt, som USA har gjort i 50 år. Alene derfor er ledelsen i Kina vanskelig at påvirke udefra.
Tibets vanskeligheder forstærkes af, at Kina har den 1. stråle for magt som sjælsstråle og den 3 stråle for økonomitænkning og organisering som personlighedsstråle. Alene denne strålekombination giver humanisme og feminine kvaliteter ringe vilkår. Og så længe selve det kinesiske folk holdes i stram snor m.h.t. individualismens opblomstring af meninger, ligger den tibetanske befolknings muligheder for individualisme langt ude i fremtiden.

Tibets åndelige historie
Siden ca. år 1200 har Tibet haft nogle af de ypperste åndelige skoler, som Østen har skabt. Den åndelige vej blev systematiseret som en opbyggelse af antahkaranakanalen mellem personlighed og sjæl gennem det mentale plan, den meditative praksis blev mere disciplineret og målrettet end måske noget andet sted på Jorden, og tusinder og atter tusinder af mennesker blev trænet til at gå Vejen med så lille mulighed for personlighedens ønsker og afstikkere som muligt. Men hvad var prisen for denne succes?
Prisen blev for mange deltagere på denne vej, at Vejen blev så disciplineret, at den feminine og den mangfoldige del af vort væsen kunne lide derved. Og prisen blev for det tibetanske samfund, at klostrene stod i centrum for alt på en så ubalanceret måde, at op til halvdelen af befolkningen var bundet til klostrene som munke/nonner, som klosterbyggere eller som brødfødere. Dette betød at de der gik klostervejen direkte eller indirekte var med at gøre en stor del af befolkningen til tjenere, og det betød, at der kom så megen prestige i at være munk, at de dygtigste i intelligensiaen blev suget ind i klostrene i stedet for at løfte befolkningen socialt og økonomisk.
Når en unaturlig stor del af en årgang overføres til klostre, vil en meget stor del af munkene og nonnerne ikke have naturlige forudsætninger for at gå vejen. Titusinder af mænd og kvinder i hver generation tilbragte deres liv i klostre i Tibet uden af have en indre lyst til at gå Vejen, samtidigt med at den brede befolkning var forarmet og uden udvikling, fordi blomsten af ungdommen i generation efter generation forsvandt bag klostrenes mure. Og da Shamballa og Hierarkiet skubbede land efter land videre gennem de store rørelser og den stigende internationalisme efter 1850, forblev Tibet isoleret uden tilsvarende fornyelser.

Åndelige formål med det tibetanske folks lidelser
Rådet bag Tibet med mange avancerede indviede, der i tidligere inkarnationer havde været ledende klosterforstandere og lamaer, var før midten af sidste århundrede utvivlsomt ganske bevidst om ubalancerne og om det store behov for fornyelse fra en isoleret, maskulin og verdensfjern form for spiritualitet til en ny tidsalders spiritualitet, der er engageret i samfundsfornyelse, medansvarlig for menneskehedens indvielsesprocesser og feminint orienteret i forhold til den levende jord og dennes mangfoldighed inkl. farverigdommene på det personlige plan. Lad os forestille os at de lagde følgende plan:
Lad en hvirvelvind fra Kina gribe ind og ruske op i det sovende samfund ved

• At bringe karmaen til klostersamfundene for at have udnyttet den brede befolkning i århundreder.
• At bringe teknologiske, uddannelsesmæssige og samfundsmæssige fornyelser ind i det brede samfund, der kan bryde traditionelle familiemønstre, klanmønstre og samfundshierarkier, og som kan stimulere videbegær, intelligens og bevidsthed om en større verden.
• At opløse meget af den traditionelle kultur og religion, så der gennem en ørkenvandring skabes en længsel efter en ny tidsalders spiritualitet baseret på bløde værdier.
• At skabe en form for lidelse på alle niveauer af befolkning og klostersamfund, der udvikler hjertecenterets evne til at bløde for lidelsen på Jorden.
• At sende hundreder tusinder af munke og nonner i eksil, så det bedste fra den tibetanske spiritualitet kan overføres til Vesten, samtidigt med at eksil-tibetanerne lærer at begå sig i en moderne verden fuld af mangfoldighed og udfordringer og - ikke mindst - så de lærer på en individuel måde at gentænke deres spiritualitet frigjort fra traditionens faste læresætninger og uden at beskyttes af klostrenes mure.
• At lade Tibets åndelige overhoved, Dalai Lama, træde frem i verden med sine åndelige idealer og blive en respekteret aktivist og rollemodel for menneskehedens broder-søsterskab, religionernes enhed og fred mellem alle folk.
• At lade undertrykkelsen være så langvarig, at den avler modtryk i form af individualisme, samfundsengagement, evne til at gennemskue magtstrukturer og et hjerte, der søger nye værdier i samfundet baseret på frihed, lighed og dele med hinanden.

Hvis det var rådets plan, går det så efter Planen ? Er undertrykkelsen i Tibet så en åndelig succeshistorie ? Vi får se, for bedømmelsen kan vanskeligt blive objektiv midt i en forvandlingskrise. Den optimale udvikling fordrer mange balancer, og Kina er ikke nem at styre - selv ikke for Det Karmiske Råd.! Derfor er vort hjerteengagement til at støtte det tibetanske folk i dets læreproces på vej ind i en ny tid ganske vigtig. Men det handler i denne fase ikke om frihed til at vende tilbage til fortiden: Det er friheden til at være delagtig i menneskehedens broder-søsterskab, der skal styrkes.

Kommentar om aktuell världshändelse av Asger Lorentsen,

www.dengyldnecirkel.dk